Mit arbejde fik mig ned med nakken – blandt andet fik Crossfit mig op…

Og dét er ingen sponsoreret eller reklame titel…for det var det der virkelig skete. Crossfit og noget kompetent samtaleterapi med en arbejdspsykolog og en “almindelig” psykolog fik mig op igen ! Jeg siger ikke, at det bare var nemt – men hold nu kæft hvor var det fedt. Og altså ikke bare fedt-fedt hele vejen igennem, for så ville jeg sgu nok være et mærkeligt menneske, men det var fedt at mærke fremgangen ved de forskellige ting, og hvor stor forskel de gjorde.

Og Crossfit gjorde ikke bare “en stor forskel” – det ændrede ALT ! På alle de gode, positive og mega fede (og stærke) måder – og de lidt mere “mærkelige” måder også (hehe, altså de der “nu-er-jeg-pludselig-sammen-med-drenge-igen-måder”) 🙂

Jeg startede til Crossfit tilbage i sommers (i juli), hvor jeg var næst-længst nede. Allerlængst nede magtede jeg ikke noget, men selvom jeg egentlig heller ikke magtede noget næst-længst nede, så slog mit konkurrence- og fighterinstinkt til og smed mig afsted. At lide af noget psykisk, er for en fysisk fighter som mig SINDSSYGT uvirkeligt !! Jeg er vandt til at kæmpe hårdt, æde mig selv i fysisk udfoldelse og bare køre på (har spillet et par fodboldkampe på brækkede fødder fx). Men det der psykiske var jo ikke “bare” en hård kamp der skulle spilles i regnvejr eller med en brækket fod, eller en mega tung vægt, der skulle løftes…det var så uhåndterbart for mig. Så jeg higede efter noget, hvor jeg kunne kæmpe min psykiske kamp fysisk !

Jeg har før gået til Crossfit (for 2-3 år siden), men der måtte jeg stoppe brat pga en gammel skulderskade (den jeg også kæmper med nu), som bare blev tricket alt for voldsomt alt for hurtigt. Efterfølgende har jeg tænkt på at starte op igen mange gange, men da det også har været min ex-kærestes domæne, så har jeg ikke villet “trænge mig på”. Men i sommers, næst-længst nede og hvor tingene drejede sig om MIG, og hvad jeg ville, fik jeg snakket med min psykolog om, at selvfølgelig kunne jeg godt gå til den samme ting, som hende – jeg kunne jo bare fravælge hendes timer osv.

Så det gjorde jeg. Heldigvis ! Fokusset “Mig mig mig” SKAL man altså ikke bare skyde væk efter tilkomsten af børn, ex-kærester eller det der er værre 😉

Jeg var så heldig at finde en træningsmakker i den box (det hedder Crossfit “centrene”), hvor jeg startede, som bare var lige i øjet. Vi fik lavet en masse træningsaftaler, og så trænede jeg også en del selv udover det. Jeg havde jo fri – og jeg fandt også lynhurtigt ud af at Crossfit blev mit fix !

Jeg kunne være SÅ langt nede psykisk på alle fronter, men efter en wod (eller to), så var ALLE de tanket forsvundet eller vendt til noget positivt ! I freaking kid you not !! Det gjorde mig så glad, levende og positivt stemt, at det ikke kan beskrives. Selvfølgelig kunne det være svært at hive sig op af sofa-fordybningen, der hjemme..MEN jeg vidste også bare hver dag, at træningen ville ændre mit humør – så jeg kom afsted alligevel (jeg havde jo også booket holdet og ville få en bøde på 45 kr, hvis jeg ikke mødte op…og dét gik jo ikke. Man holder sine aftaler!) Og det passede…Mit humør blev bedre. Tankerne om job, ledelsen, exerne eller hvad der lige var irriterende den dag, blev tævet væk under dagens workout (WOD = Workout Of the Day). Og min krop blev brugt fysisk – og jeg kunne bruge mine fysiske kampkræfter og min fightervilje…og jeg skulle i dén grad bruge evne til at “æde sig selv” !

At Anne-Marie (min træningsmakker) og jeg også stille og roligt begyndte at bruge Crossfit socialt, var da bare et kæmpe plus ! Vi var ude at spise med den ene box (og fik nogen gode (læs søde) kontakter ud af det), vi kom på de samme hold hver uge (så den der “holdfølelse fra fodbold” kom igen) og så begyndte vi at gå til fester i boxene. Og netop til en sådan én af slagsen (Halloween) skete der det, som i den grad har betydet mega-mega-mega meget efterfølgende: Vi mødte to fyrer, som vi faldt i snak med (og drak shots med), den enes kæreste kom – vi lavede “snatch shots” – og BUM så var der aftaler i hus om en træningsgruppe den følgende uge – og fest igen senere. Masser af træning, en pæn portion privatfester senere og nu er gruppen vokset med et par drenge og tæller nu 7 styks…og det er SÅ fedt og betyder virkelig meget ! Senest er vi begyndt at lave en masse workouts selv i “Open Gym” (en sal i boxen som er til fri leg, når der ikke er hold), spise sammen og bare hygge. Og så får ens træning jo en helt ny dimension <3 “Katrine 37” er fx min fødselsdags-wod en af drengene havde lavet til mig – og som vi alle lavede på min fødselsdag.

img_6138 img_6721img_7120Og så skal jeg og 2 af de andre være med i den internationale konkurrence som Crossfit holder i forbindelse med deres Games, nemlig OPEN ! Og det er altså lidt vildt – og lidt skræmmende ! Jeg er vandt til at være en af de bedste i den sportsgren jeg dyrker, men det er jeg IKKE her. For slet ikke at tale om min dårlige skulder og mit dårlige knæ ! Men tilmeldingen er sket og den første workout bliver offentliggjort natten til fredag !!! Og jeg fortryder kun lidt. Men glæder mig samtidig til fællesskabet omkring det. Og dét er det der er det fedeste ved Crossfit. Fællesskabet ! Både før, under og efter træningerne – også selvom du møder på et hold, hvor du ikke kender nogen i forvejen. Alle er sammen om dagens WOD, alle lider sammen – og alle (!) overlever !

img_7248

Da jeg startede arbejdet op fuldtid igen, var det selvfølgelig lidt sværere at få tid til træningerne…eller dvs egentlig ikke. For jeg prioritere dem 110% stadig – og jeg får ca 5 (nogen gange 6) dages træning ind hver uge. Enkelte kun 4 gange om ugen – men de uger føler jeg nærmest at jeg ikke træner, så det kan jeg næsten ikke klare 🙂 Heldigvis elsker Vega at komme med – og hun bliver sur på mig, hvis hun finder ud af at jeg gør det uden hende…men det gør jeg som oftest (altså uden hende)for det er MIN tid, fokusset skal være på mig !

img_6880 fullsizeoutput_24f5 img_6758 fullsizeoutput_24e9 img_6403

signatur vegs Følg os på Instagram Facebook Bloglovin ♥

Lilletuts mor og Body- og bikinifitness coachen

Reklame

Ohh yes, jeg har gang i noget nyt ! Flere ting egentlig, men det jeg snakker om nu, er ideen om, at der skal ske noget nyt. Med min krop. Nu skal det være – og nu binder bordet ! De der ekstra 5-8 kg, der har sneget sig på efter at jeg endelig holdt op med at tage anti-depressiver, skal edder-den-ulma væk igen. For pludselig at være sulten igen – og mere sulten – sætter altså sine spor, når man ikke laver dagens gode gerning i fitnesscenteret.

Så jeg har hooket op med en af mine dygtigste – og ultimativt sejeste – kollegaer Evie Madsen ! Hun er fysioterapeut ligesom mig, og vi har været kollegaer på det hospital, hvor jeg stadig arbejder. Men hun kan ligesom en ekstra dimension til hendes fysioterapi; hvis én altså kan gøre det… Hun er nemlig også tidligere VERDENSMESTER i bodyfitness ! Herfra ved hun en masse om kost og træning, og hvor vigtig begge dele er. Så derfor har hun videreuddannet sig inden for netop kostrådgivning, kostplanlægning og selvfølgelig en masse indenfor træning og fungerer nu som coach for hendes helt eget team af top atleter, der alle stiller op i body- eller bikinifitness disciplinerne; Team Evie Madsen. Hun kan altså trylle med hendes atleter !

Og så har hun så mig. Og mange andre nybegyndere ud i træning og kost harmonien.

IMG_7114

Jeg skal ikke være hverken body- eller bikinifitness model eller atlet, jeg vil bare gerne have en sundere kost i dagligdagen og træne mere målrettet og fornuftigt et par gange (eller 3-4) i ugen. Ikke noget fancy, men målet er selvfølgelig, at der skal ryge de nævnte 5-8 kg, kroppens fedtmasse skal svinde ind, der skal ryge nogen centimeter diverse steder – og så vil jeg gerne få nogen sundere spisevaner sammen med Lilletut.

For det er vigtigt for mig. At jeg kan spise den samme mad, som jeg også laver til Tutti. Det der med at have en mega fancy-pancy diæt, som man dels skal købe ind til fra Herodes til Pilatus og dels ikke kan spise sammen med den øvrige familie, det holder bare ikke for mig. Jeg vejer gerne det, jeg skal indtage. Men jeg laver ikke særskilt aftensmad. Jeg er altså lidt (meget) mad-dovent anlagt.

Jeg kommer ikke udenom, at jeg skal træne. Også mere end jeg gør i forvejen, men også her skal det være realistisk i forhold til at jeg er alene med Tutten. Jeg skal ikke have en træningsplan, der ligger op til at jeg skal i fitnesscenteret hver dag, for det kommer jeg bare ikke. Jeg er og bliver ikke (tror jeg….) udpræget fitness-fan, jeg er jo en fodboldpige.

Men Evie og jeg har snakket sammen og ridset planen op, som Evie så skal skære ud i detaljer for mig, hvad angår den kost jeg skal indtage og den træning, som jeg skal lave. Jeg venter spændt – og lidt i angst på at mailen tikker ind ! Shit man, det der med at være på en kur – eller kostomlægning / livsstilsændring – det er jeg ikke nødvendigvis særlig god til. Begrænsninger og autoriteter – to af mine udfordringer. Men på den anden side er jeg motiveret. Der skal ske noget NU ! Også selvom jeg skal opereres om 3 uger, overflødige kilo behøver ingen; operation eller ej.

Og så er hun altså bare det sødeste Evie. Og forstår udemærket mor-livet; hun har nemlig prøvet det på egen (fuldstændig toptunede) krop – TO gange. Lige efter hinanden endda – et sæt smukke pseudo-tvillinger med brune øjne, har hun derhjemme sammen med sin mand. Og så er hun altså selvstændig top-coach, klinik-ejer, trænings- og kost vejleder oven i hatten.

IMG_7131

Jeg er fan, og glæder mig til samarbejdet. Også selvom det bliver hårdt. Det første pinlige er overstået; billeder i undertøj og fedtmålinger.

Jeg er så game. Især efter de burgere på Mac’en i går !

Typen der tog sig sammen – og andre typer i fitness-centeret !

I går fik jeg endelig taget mig sammen.

Nu har jeg været pinlig længe nok. Hende fyssen som ikke engang selv træner – men fortæller alle andre at de skal. Og hvor livsnødvendigt det er ! Men altså bare fordi, at jeg har trænet top meget engang og været en god fodboldspiller, så betyder det altså ikke, at jeg her 4 år efter endt karriere, stadig er trænet. Desværre – det havde ellers været nice !

Men mit hovedet tror det faktisk bare stadig. Lidt ligesom når man mister en legemsdel, og den stadig er repræsenteret på motor cortex i hjernen og man stadig kan mærke den. Som når man tror det så meget, at man rejser sig op for at gå på det – eller de – ben, som man ikke har længere. Sådan har jeg det også med min træning. Jeg har trænet så meget hele mit liv – og det har været lig med mig. Det har defineret hele mig. Givet mig venner; og en mening med livet sån helt poetisk fortalt. Så meget, at mit inderste og ubevidste jeg stadig tror, at jeg træner og er i god form. But sadly; I sure wish !

Fodboldspillet forlod jeg ved graviditeten, og droppede helt 5 mdr efter Lilletuts fødsel, da min krop ikke kunne udstå de fysiske krav og holdet bare ikke var det samme. Jeg savner det stadig, men er ikke sikker på jeg nogensinde kan komme rigtigt tilbage; det vil aldrig være det samme. Jeg har ikke kunnet ladet mig affinde med “fodbold for sjov”, så hellere lade helt vær.

Crossfit startede jeg til i sommers, og det var egentlig – i princippet – nogen gode øvelser. Vægtløftning var sjovt og jeg kunne bestemt finde udfordringen i det. MEN selve crossfit-ånden er bare ikke specielt lig med fys-ånden. Det der hårdere, vildere, tungere og hurtigere; er der bare sjældent nogen fornuft i. Og – nope – heller ikke der, hvor jeg trænede. Jeg formåede – som idrætsfys – at overbelaste begge mine skuldre i min iver og konkurrence ånd for at følge trænernes instrukser. Det er sgu svært at stå imod sådan et press – også selvom man burde vide bedre. Der er helt sikkert mange, der kan styre det og lade være med at lade kiloene på stangen eller i kettlebells’ne være lig med successen. Men jeg kunne ikke, og jeg blev blot for kritisk overfor øvelserne og den måde nogle udførte dem på. Dårlig karma og væk med mig derfra igen.

Skærmbillede 2016-01-17 kl. 21.37.33

Og hvad er der så tilbage ? For mig kun et fitness center, da løbeture i iskoldt vejr bare ikke er mig. Så – mine damer – det er lige sådan et sted, jeg nu har meldt mig ind. Ingen spons, ingen gaver; kun mig selv, der via mit arbejde på hospitalet, meldte mig ind. Og altså havde “min første gang” (igenigenigenigenigen) i et fitness center – sammen med alle de typer der nu engang findes dernede. Nogen af jer fulgte mig måske på min snap i går? Jer andre; find mig gerne derinde på Lilletutogmor.dk – I er velkomne.

Jeg har selv arbejdet som instruktør i et fitness center, mens jeg var under uddannelse til netop fysioterapeut, så jeg ved, at selvfølgelig gør de ansatte deres bedste, når de lægger program til folk. Men så er der jo bare lige de typer, der ikke mener, de har brug for hjælp. Og hiver i de tungeste vægte – på de mest mystiske måder. Jeg har tit lyst til at spørge, om de ved hvad de træner…for det ser ikke altid sådan ud ?? Og så den type, jeg får en lille smule fisk af: typen der træner i bare tæer eller i klipklappere ! But why ?? Man står jo ikke fast i klipklappere, og de gør intet godt for ens fødder, muskler eller sener. KH den irriterende fys 😉

IMG_5781

Men det fede er: jeg fik trænet ! Jeg fik både svedt, mærket mine muskler og kom i bad bagefter. Totalt win ! Og så havde de tv på alle deres crosstrainere ! Jeg er imponeret ! Og er nød til at komme igen 2-3 hver uge. Også de uger hvor jeg har Tutti. Det skylder jeg både hende og mig selv.

Hvad siger I til fitness centre ?? Og de typer der er der ?? Eller træner I noget andet ?