Mit arbejde fik mig ned med nakken – blandt andet fik Crossfit mig op…

Og dét er ingen sponsoreret eller reklame titel…for det var det der virkelig skete. Crossfit og noget kompetent samtaleterapi med en arbejdspsykolog og en “almindelig” psykolog fik mig op igen ! Jeg siger ikke, at det bare var nemt – men hold nu kæft hvor var det fedt. Og altså ikke bare fedt-fedt hele vejen igennem, for så ville jeg sgu nok være et mærkeligt menneske, men det var fedt at mærke fremgangen ved de forskellige ting, og hvor stor forskel de gjorde.

Og Crossfit gjorde ikke bare “en stor forskel” – det ændrede ALT ! På alle de gode, positive og mega fede (og stærke) måder – og de lidt mere “mærkelige” måder også (hehe, altså de der “nu-er-jeg-pludselig-sammen-med-drenge-igen-måder”) 🙂

Jeg startede til Crossfit tilbage i sommers (i juli), hvor jeg var næst-længst nede. Allerlængst nede magtede jeg ikke noget, men selvom jeg egentlig heller ikke magtede noget næst-længst nede, så slog mit konkurrence- og fighterinstinkt til og smed mig afsted. At lide af noget psykisk, er for en fysisk fighter som mig SINDSSYGT uvirkeligt !! Jeg er vandt til at kæmpe hårdt, æde mig selv i fysisk udfoldelse og bare køre på (har spillet et par fodboldkampe på brækkede fødder fx). Men det der psykiske var jo ikke “bare” en hård kamp der skulle spilles i regnvejr eller med en brækket fod, eller en mega tung vægt, der skulle løftes…det var så uhåndterbart for mig. Så jeg higede efter noget, hvor jeg kunne kæmpe min psykiske kamp fysisk !

Jeg har før gået til Crossfit (for 2-3 år siden), men der måtte jeg stoppe brat pga en gammel skulderskade (den jeg også kæmper med nu), som bare blev tricket alt for voldsomt alt for hurtigt. Efterfølgende har jeg tænkt på at starte op igen mange gange, men da det også har været min ex-kærestes domæne, så har jeg ikke villet “trænge mig på”. Men i sommers, næst-længst nede og hvor tingene drejede sig om MIG, og hvad jeg ville, fik jeg snakket med min psykolog om, at selvfølgelig kunne jeg godt gå til den samme ting, som hende – jeg kunne jo bare fravælge hendes timer osv.

Så det gjorde jeg. Heldigvis ! Fokusset “Mig mig mig” SKAL man altså ikke bare skyde væk efter tilkomsten af børn, ex-kærester eller det der er værre 😉

Jeg var så heldig at finde en træningsmakker i den box (det hedder Crossfit “centrene”), hvor jeg startede, som bare var lige i øjet. Vi fik lavet en masse træningsaftaler, og så trænede jeg også en del selv udover det. Jeg havde jo fri – og jeg fandt også lynhurtigt ud af at Crossfit blev mit fix !

Jeg kunne være SÅ langt nede psykisk på alle fronter, men efter en wod (eller to), så var ALLE de tanket forsvundet eller vendt til noget positivt ! I freaking kid you not !! Det gjorde mig så glad, levende og positivt stemt, at det ikke kan beskrives. Selvfølgelig kunne det være svært at hive sig op af sofa-fordybningen, der hjemme..MEN jeg vidste også bare hver dag, at træningen ville ændre mit humør – så jeg kom afsted alligevel (jeg havde jo også booket holdet og ville få en bøde på 45 kr, hvis jeg ikke mødte op…og dét gik jo ikke. Man holder sine aftaler!) Og det passede…Mit humør blev bedre. Tankerne om job, ledelsen, exerne eller hvad der lige var irriterende den dag, blev tævet væk under dagens workout (WOD = Workout Of the Day). Og min krop blev brugt fysisk – og jeg kunne bruge mine fysiske kampkræfter og min fightervilje…og jeg skulle i dén grad bruge evne til at “æde sig selv” !

At Anne-Marie (min træningsmakker) og jeg også stille og roligt begyndte at bruge Crossfit socialt, var da bare et kæmpe plus ! Vi var ude at spise med den ene box (og fik nogen gode (læs søde) kontakter ud af det), vi kom på de samme hold hver uge (så den der “holdfølelse fra fodbold” kom igen) og så begyndte vi at gå til fester i boxene. Og netop til en sådan én af slagsen (Halloween) skete der det, som i den grad har betydet mega-mega-mega meget efterfølgende: Vi mødte to fyrer, som vi faldt i snak med (og drak shots med), den enes kæreste kom – vi lavede “snatch shots” – og BUM så var der aftaler i hus om en træningsgruppe den følgende uge – og fest igen senere. Masser af træning, en pæn portion privatfester senere og nu er gruppen vokset med et par drenge og tæller nu 7 styks…og det er SÅ fedt og betyder virkelig meget ! Senest er vi begyndt at lave en masse workouts selv i “Open Gym” (en sal i boxen som er til fri leg, når der ikke er hold), spise sammen og bare hygge. Og så får ens træning jo en helt ny dimension <3 “Katrine 37” er fx min fødselsdags-wod en af drengene havde lavet til mig – og som vi alle lavede på min fødselsdag.

img_6138 img_6721img_7120Og så skal jeg og 2 af de andre være med i den internationale konkurrence som Crossfit holder i forbindelse med deres Games, nemlig OPEN ! Og det er altså lidt vildt – og lidt skræmmende ! Jeg er vandt til at være en af de bedste i den sportsgren jeg dyrker, men det er jeg IKKE her. For slet ikke at tale om min dårlige skulder og mit dårlige knæ ! Men tilmeldingen er sket og den første workout bliver offentliggjort natten til fredag !!! Og jeg fortryder kun lidt. Men glæder mig samtidig til fællesskabet omkring det. Og dét er det der er det fedeste ved Crossfit. Fællesskabet ! Både før, under og efter træningerne – også selvom du møder på et hold, hvor du ikke kender nogen i forvejen. Alle er sammen om dagens WOD, alle lider sammen – og alle (!) overlever !

img_7248

Da jeg startede arbejdet op fuldtid igen, var det selvfølgelig lidt sværere at få tid til træningerne…eller dvs egentlig ikke. For jeg prioritere dem 110% stadig – og jeg får ca 5 (nogen gange 6) dages træning ind hver uge. Enkelte kun 4 gange om ugen – men de uger føler jeg nærmest at jeg ikke træner, så det kan jeg næsten ikke klare 🙂 Heldigvis elsker Vega at komme med – og hun bliver sur på mig, hvis hun finder ud af at jeg gør det uden hende…men det gør jeg som oftest (altså uden hende)for det er MIN tid, fokusset skal være på mig !

img_6880 fullsizeoutput_24f5 img_6758 fullsizeoutput_24e9 img_6403

signatur vegs Følg os på Instagram Facebook Bloglovin ♥

Mit arbejde fik mig ned med nakken

MEN jeg har rejst mig igen !

Og dét helt kliché agtigt: stærkere end nogensinde før !!

Selvom Stress er en (FORTSAT) svær nød at knække !

Men dét er ikke desto mindre sandt. ALDRIG har jeg haft det så godt ! Aldrig har jeg været så glad – helt inderst inde. Aldrig har jeg været så positiv, og set tingene i så positivt et lys. Aldrig har jeg før kunnet se tingene SÅ meget ovenfra, kunnet sortere i folks lort så effektivt og lade negative, energiløse personer glide længere væk – og helt væk.

Jeg har sluppet tanken om “at nøjes” i de personlige aspekter i livet. Jeg er for såvidt stoppet med “at løbe efter folk”. At halse efter nogen for deres accept og bekræftigelse er ude. Jeg giver mig selv min egen bekræftigelse – prøver derpå i hvert fald. Jeg tænker “op” i stedet for “ned”, og lader ikke negative mennesker og udtalelser gennemsyre min dag. Jeg forsøger at hjælpe dem “op” – og ellers lader jeg dem selv være “nede”. Jeg kan på den måde håndtere folk, som jeg ikke kan li. De får ikke lov til at hive mig hverken ned eller ud i et ræs af negative tanker om min egen person. Enten lader jeg dem helt ligge og opsøger dem slet ikke, eller også er jeg i rum sammen med dem, uden at jeg tager dem helt ind.

Og det er virkelig på det personlige plan at jeg har ændret mig markant gennem min sygemelding  for stress. Mit arbejde fik mig ned med nakken…men nogen personlige forhold havde forsøgt at spænde ben meget længe. Alt for længe. Så at få ryddet op og ud i samarbejde med både min psykolog og min arbejdspsykolog har bare været SÅ fantastisk ! Det er vitterligt de bedste penge EVER givet ud !!! Jeg anbefaler det til alle ! Tænk at gå og spilde sit liv på at være ked af det, skuffet over livet, jaloux på sine veninder eller kæreste – tænk at spilde livet på at mistrives, når man ved at arbejde lidt med sig selv i den grad kan komme til at trives og virkelig nyde sit liv. Negative mennesker spilder deres liv – de skal ikke have lov til at spilde mit også !

Aktive fravalg er også blevet noget jeg nyder at gøre ! At indse at noget er skidt for én – og så vælge det fra (med alle de kræfter det formentlig tager), det er bare lige til at blive høj af. Og efter fravalget mangler man det egentlig ikke alligevel ! Prøv selv – du bliver helt hooked…

Apropos “aktive fravalg”…

Jeg har i ret høj grad valgt de sociale medier fra – og det især andres blogs og lign. Jeg følger stadig nogen – og især menneskene bag, som jeg skriver med personligt, følger aktivt på instagram og facebook, men jeg har nok mistet den der “SE MIG” interesse i og med jeg ikke længere selv føler det behov.

Jeg lukker dog ikke min blog (er følelsen lige nu) – så en lille smule “se mig” (med småt) er der jo for såvidt stadig… Men det er en anderledes fornemmelse nu. En anderledes fornemmelse for at virkelig primært ønske at kunne MÆRKE mig selv….og ikke nødvendigvis SKRIVE/VISE så meget om mig selv. Giver det mening uden at lyde storsnudet eller bare generelt pisseirriterende ? For det er ikke min hensigt ! Men endnu engang skal jeg finde et niveau at dele på her på det nye domæne…en måde så I gider læse med og en måde som jeg selv kan leve op til og stå indefor. Og som relationerne i mit liv kan stå indefor. Smid virkelig gerne en kommentar om hvad I tænker ??? Tror jeg skal have lidt indspark…

Men det er dejligt at føle man er kommet videre OP. At man har det godt – og nyder menneskerne og tingene i ens liv. Jeg ville ikke bytte mit liv for nogens. Og jeg ville ikke være det mega hårde og “helt nede med snuden i sølet”-år 2017 for noget ! Faktisk synes jeg at alle i den grad burde opleve noget lignende – det er så mega sundt at blive rusket i. Omend det gør pisse ondt mens det står på !

Særligt én ting fik mig på benene igen ! Noget som jeg har kastet min ubetingede kærlighed på – noget jeg aldrig vil kunne undvære igen. Men mere om det og så mange andre aspekter i livet efter “At mit arbejde fik mig ned med nakken” fremover. For DET har jeg faktisk lyst til at skrive ned og dele….(måske jeg alligevel bliver lidt hooked på det igen – omend nok med større interval i indlægs udgivelserne end i mine “stormagtsdage”…men forhåbentlig med mindre interval end der har været de sidste mange mdr:))img_6785

Læs mere om min stress diagnose bla HER HER

signatur vegs Følg os på Instagram Facebook Bloglovin ♥

Når ens arbejde gør en syg !

img_4709

Det er svært, når noget af det, man elsker allermest, gør en syg. Gør at man ikke fungerer ordentlig i hverken krop eller hovedet. Når det fratager én helt basale færdigheder såsom at lave mad, gøre sig klar om morgenen og styrer sit temperament og tanker, så er det altså skræmmende. Og pisse irriterende egentlig også – og et mega tidsspilde. Jeg er virkelig ikke typen, der har lyst til at tiden bare tikker derudaf, mens jeg ligger i fosterstilling på sofaen uden evne til at se tv, serier eller lave noget i øvrigt. Når hullet i sofaen bliver større og større, føler jeg lidt, at mit liv forsvinder i takt dermed. Og så bliver jeg sgu lidt gal – lidt på mit arbejde, men mest på mig selv. Tænk at det skulle gå så vidt ?! Når jeg fortæller min arbejdshistorie til min arbejdspsykolog, er det ikke svært at se, at det ville gå galt. Helt galt ! Og når jeg så topper det med at læse de gamle indlæg, hvor jeg pipper lidt om hvordan jeg egentlig har det helt tilbage fra efteråret 2016, så er det SÅ klart, at lortet ramlede… (læs fx det her Længere mellem snapsene)

Jeg har egentlig brugt lang tid – (and still counting…) på at kunne formulere sætningen: “Jeg har det dårligt pga mit arbejde. Det er mit arbejde, og den måde tingene er på derude, som har gjort mig syg!” For det ER det. Jeg kan ikke bruge lame-ass undskyldningerne med, at det er fordi min ex-kone dissede os for 3 år siden (og jeg så smed hende ud), eller den med at min eks-kæreste ikke ville have mig tilbage for real 4. (eller var det 5.) gang heller. Og heller ikke den med at jeg åbenbart har sindssyg svært ved at binde mig til andre (end førnævnte)…nope…det er nemlig ikke al dét, der har gjort mig syg – SLET IKKE – det er mit arbejde; der har brændt mig ud ! Selvfølgelig kunne det være fedt at have en kæreste (for det savner jeg), og få ryddet lidt ud i de dårlige mønstre, bevares, hvem ville ikke gerne det ?! Men det er altså ikke der skoen trykker !

De sidste 3 mdr er helt reelt nærmest en dis for mig. Jeg kan dog huske, hvor meget jeg har kæmpet med at forstå ting. Altså helt bogstaveligt når nogen sagde noget til mig, som jeg skulle efterleve, så kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke tage imod forklaringer, telefonnumre, vejvisninger eller bare huske hvad folk hed eller hvad de havde sagt sidste gang. Jeg har ødelagt et IKEA PAX skab (som nogen måske så på min story), fordi jeg bare var så pisse stædig og absolut ville prøve at samle det selv – uden egentlig at kunne læse brugsanvisningen, fordi bogstaver og tegninger skøjtede rundt for mit øje, min puls var på max og hele min krop rystede.

Jeg har ikke kunnet lave mad, og har brugt formuer på take-away. Jeg har ikke kunnet handle ind – og har brugt formuer på nemlig.com. Jeg har betalt mig fra alt, som der var muligt – og NEJ, man tjener ikke godt som fysioterapeut i det offentlige 😉 Men jeg har villet skjule mine mangler, koste hvad det ville.

Og så har jeg løjet…eller fortiet sandheden om man vil det…for så mange mennesker. Og værst af alt; for mine forældre ! Jeg har i 3,5 mdr løjet om at have været på arbejde, jeg har “holdt ferie” herhjemme sammen med dem (hvor jeg jo så var sygemeldt i stedet. Og ja, det var lovligt fordi de var her i Kbh med mig) og jeg har isoleret mig fra andre mennesker, for at slippe for at fortælle hvordan det stod til egentlig (og fordi jeg fik social angst med angst anfald). Engang i mellem har der smuttet lidt ud på de sociale medier, men det har på ingen måde været grundlæggende for, hvordan jeg egentlig havde det.

Her i weekenden fik jeg ENDELIG sagt det til mine forældre. Og hvilket øjeblikkeligt lykkesus. En kæmpe sten røg fra mit hjerte – ISÆR fordi de bare bakkede mig fuldstændig betingelsesløst op. Overdrevent meget støtte, hjælp og kærlighed. Lutter velmenende ord og lutter opbakning. Masser af sparring og snak omkring det hele, hvordan det er på arbejdet og hvad der frustrere mig. OG DE FORSTÅR MIG ! Hundredetusind procent heldigvis ! Og støtter mig i de to valgmuligheder der er…når jeg kommer så langt; blive og kæmpe (de rette kampe – og indordne mig det offentlige system) eller at finde nye græsgange.

Jeg husker mig i hvert fald på at: Nogen kampe kan ikke vindes ! Nogen kampe er ikke værd at fortsætte eller ej at tage. Og kæmp kun de kampe, som du er inviteret med i.

Jeg har både en “almindelig” psykolog, som jeg selv betaler, og en arbejdspsykolog, som mit arbejde betaler. De hjælper mig sindssygt meget. Og især min arbejdspsykolog har hjulpet mig meget, dels med at forstå sygdommen og hvor farlig den egentlig er, når man er alvorlig ramt samt ved at være dejlig direkte og kontant.

 

Nogle kampe skal opgives

Min blog er stille i denne tid – foruden enkelte indlæg, som i forgårs, og så lige et her i dag. I dag er det mest for lige at prøve igen. Prøve at se hvordan kroppen reagere på at jeg skriver noget ned. For i forgårs…det var vildt ! Jeg fik hjertebanken, pulsstigning, rysten på hænderne og jeg blev egentlig i flere omgange blind på ordene, bogstaverne og sætningerne. Så hvis det var noget sludder engang i mellem, så har du altså forklaringen her (Indlægget er dette her, hvor du faktisk kan VINDE noget lækkert Playmobil).

Jeg er ramt i den grad af stress. Eller en ret stor belastningsreaktion, som min psykolog kalder det. Det er de fysiske symptomer, der har slået mig ud og gjort mig fuldstændig ukampdygtig. Jeg har hjertebanken, kraftig puls, åndenød og er ret grådlabil. Jeg kan ikke helt være i sociale sammenhænge – foruden til Jo:ga, som virkelig er min redning ! Jeg har svært ved at snakke med folk, for jeg ønsker egentlig ikke at fortælle om min situation. Jeg holder det egentlig hemmeligt for de fleste (indtil nu…!), for jeg er flov over det. Det er ikke mig det her. Det er ikke mig, der ikke fysisk kan tage på arbejde. Det er ikke mig, der mest af alt kan ligge på sofaen. Det er ikke mig, der ikke “får udredt” noget.

For jeg kan faktisk ingenting – og det er så grænseoverskridende. Jeg kan passe Vega, når hun kommer hjem fra børnehave – og hun lider INGEN nød overhovedet…og hun ved faktisk slet ikke, at jeg er nede med flaget og ikke på arbejde for tiden. Jeg tager mig i den grad sammen og får lavet mad til hende, leget med hende og gjort alle de daglige gøremål med hende. Men det er hårdt og kræver en energi, som jeg til dels ikke har. Weekenderne hvor jeg har hende, søger jeg enten hjem, ned til min søster eller lignende – og de weekender hvor jeg ikke har hende, laver jeg ikk noget. Jeg ser nærmest ingen mennesker – foruden dem til Jo:ga (som jeg ikke snakker med) – snakker ikke med nogen. Jeg har en snert af noget social angst, så jeg har også lidt svært ved “bare at gå ud”. De veninder, som jeg har brugt til at snakke med det om, er desværre taget på ferie og flyttet til Dubai (mindre kunne åbenbart ikke gøre det). Veninderne fra job har jeg det meget svært med ! Jeg KAN bare ikke have kontakt til dem – og det er altså sindssyg svært ! Jeg kan som sådan ikke forklare det, de giver mig “bare” ondt i maven og alt for mange tanker om arbejdet…og det kan jeg ikke rumme ! Min eks-kæreste/veninde har jeg også brugt, da hun har “været med i processen”, men det er svært af forskellige årsager… Så jeg føler mig sgu lidt begrænset og lidt alene i det her, og det gør det egentlig bare endnu mere svært. Jeg skal virkelig tage mig selv i ikke at køre ned i en sort spiral, hvor alt bare er nederen.

Nogen ting ser jeg faktisk ret klart midt i alt det her. Især som overskriften siger…”Nogle kampe skal opgives”…for de kan ikke vindes, hvis de ikke er min kampe ! Og lige præcis dét, synes jeg nailer SÅÅÅ mange af mine frustrationer… Jeg kan ikke vinde kampen om “skadestuen” på mit arbejde – det er ikke min kamp; det er ledelsen/direktionens kamp og ikke min. Jeg kan ikke vinde kampen om “sammenlægninger, nedskæringer og afviklinger” på mit arbejde – det er ikke min kamp; det er ledelsens, direktionens og politikernes ! Jeg kan ikke vinde kampen om “min eks-kæreste” – det er ikke min kamp; det er hendes, som hun i øvrigt ikke ønsker at kæmpe/have overhovedet. Og kampe man ikke er inviteret med i, kan man ikke vinde – de må opgives !

So DONE ! Moving on…ish 😉

Og så kommer udbrændtheden frem arbejds-wise. For hvis man ikke kan acceptere tilstandene, stå inde for kvaliteten og/eller ledelsen..hvad så…?! Lige nu er jeg tom for håb og troen på en fremtid i det offentlige. Og jeg kan fysisk ikke nærme mig min arbejdsplads uden at få hjertebanken, kvalme, rysten og sortnen for øjnene. Men som udgangspunkt er jeg ikke færdig der. Jeg vil egentlig gerne tilbage, jeg har elsket stedet i snart 11 år – og jeg holder meget af mange af dem derude. Og så vil jeg egentlig gerne være med til at kæmpe lidt mere – de rigtige kampe dog.

Mange af jer havde faktisk set det komme- især efter indlæggene i december og januar. Jeg troede nok ikke helt på det… Tak for ALLE jeres søde, velmenende kommentarer/beskeder osv. Jeg lærer åbenbart på den hårde måde.

img_4872

 

Længere mellem snapsene

Pause – Stilhed – Tystys – Længere mellem snapsene…tja, kært barn har mange navne, som man siger ! De af jer, der har fulgt med et stykke tid ved, at jeg “normalt” skriver mellem 2-3 (4 i min storhedstid) indlæg om ugen. For tiden er der et hver eller hveranden uge, og det er der flere grunde til…

img_4082

Mit arbejde…dræner mig for tiden fuldstændig. For første gang i maaaange år – nærmest nogensinde – har jeg ikke lyst til at tage på arbejde. Jeg er ked af den måde personalet på hospitalet bliver behandlet. Jeg er ked af den måde patienterne bliver behandlet på – og jeg er virkelig ked af den måde tingene og den såkaldte “udvikling” bliver håndteret på. Jeg kan mærke, at jeg længe har været så opsat på at hjælpe alle/redde systemet/redde patienterne, at der nu ikke er meget energi tilbage. For da slet ikke at tale om HÅB ! Det offentlige system er så fuXXXXX langt ude, at det måske er for sent. Og det gør mig ked af det. Frustreret. Og så brænder jeg stille og roligt ud, tror jeg. Her igår på vej derhen i bilen havde jeg mest af alt lyst til at græde. Græde – og så blive væk. Holde ind til siden, sætte mig i vejkanten og bare BLIVE SIDDENDE ! Fysisk bliver jeg helt dårlig af at tænke på stedet. Jeg får kvalme, lidt højere puls og bliver en anelse svimmel. Og så slukker min hjerne.

Jeg har i mange år givet meget. Jeg har kæmpet meget, og jeg har ikke altid været lige enig med mine overordnede, MEN jeg har elsket stedet og jeg har troet på det, dem og os. Jeg har troet på at alle ville mig, os og dem det bedste…nu er jeg i tvivl. Jeg har følt, at der altid har været plads til os “højtråbende” – nu er jeg i den grad i tvivl. At vide, at min boss synes at “Jeg er for negativ”, når jeg egentlig bare snakker for alle mine kollegaer og deres trivsel, gør mig ked af det, og gør at jeg i den grad ikke har lyst til at komme tilbage. Jeg ved måske for meget…men det giver mig kvalme. Jeg har i lang tid gerne ville snakke om arbejdet. Snakke om nedskæringerne, besparelserne, vores ledelses håndtering af dette og os kollegaer, men nu kan jeg ikke mere, kan jeg mærke. Jeg er træt også af det. Og jeg gider ikke græde tårer over det. Jeg føler mig DONE ! Jeg opgiver. For nu i hvert fald. Jeg snakker med en om det, lidt i hvert fald og mest af nød. Min læge vil sygemelde mig med stress, men det ønsker jeg ikke. Endnu. Men SHIT hvor er jeg træt !

Mig selv, mine relationer og kærlighedenfylder også. Og lige dele dræner mig og lige dele giver mig skide meget god energi ! Jeg har taget fat på et arbejde, der bare er så pisse nødvendigt – og mega givende. Men det tager tid – og hvor gør man så af sig selv i mellemtiden ? Man kan jo ikke sætte relationer, følelser, lyst og behov på standbye…jeg kan i hvert fald (desværre) ikke. Jeg har det godt ! Jeg er glad. Jeg har gang i noget, der er pisse spændende og lækkert men også vovet og skræmmende ! Og noget jeg ikke vil analysere i offentligheden 🙂 Og så kan det også være svært at blogge (for mig)…når man ikke har lyst til at dele tingene direkte. Fos hvordan gør man det indirekte og uden at virke for sorttalende (skrivende) og clickbait-agtig ?!?! Jeg har svært ved at finde balancen, og gør det nok så bare slet ikke… (Men håber selvfølgelig at I vil følge med alligevel, og give mig plads til lige endnu engang at finde mine “blogger-ben”)

Bloggen generelter – FORSTÅ MIG NU RIGTIGT – ikke så vigtig for meget mere <3 Og jeg kan mærke at den skal revurderes IGENIGENIGEN. Og det er vel egentlig sundt og helt naturligt 🙂 Jeg vil gerne have den stadigvæk, men den skal være mere lystbetonet end før, og kun give god energi, lækre vibes og fede events og begivenheder. Jeg kan mærke, at jeg har givet slip på ræset omkring den. Ræset (og stresset) omkring om folk i branchen nu kan lide mig, inviterer mig med i sommerhus, på fredagsbar og på legeaftaler med alle deres andre blogger-veninder, om jeg får de rigtige kampagner (eller nogen overhovedet), om mine (læser-)tal eller løn er høje nok…og det er helt seriøst mega dejligt 🙂 Jeg nyder, at dele mine med-bloggeres indlæg, konkurrence osv UDEN at føle mig forfordelt, overset eller hvad det kunne være. Ingen tager noget fra mig – nu MÆRKER jeg det også <3

Min fritid…er så mega sparsom. Jeg er ofte så træt og udbrændt i knolden, at jeg tit bruger mine aftner på enten at sove eller stene tlf. Eller også er jeg sammen med nogen <3 Og det er sgu rart ikke altid at sidde, hver aften når Vega er puttet, med hovedet i et blog-indlæg, eller have den evige dårlige samvittighed over at jeg ikke skriver et blog-indlæg. Jeg har i den grad haft brug for pause fra blogger- og instagramlivet. Jeg scroller lyn-knud-børge forbi de flestes billeder og indlæg – ikke fordi jeg ikke under dem det…jeg har bare ikke energi til at læse eller se det. Og det har været rart, virkelig rart. Og givet mig tanken om at livet uden næsen for dybt stukket i den der SoMe-verden faktisk er fantastisk og fri <3

Selvom det måske kan lyde sådan, så stopper jeg altså ikke. Jeg revurdere og pauser nok lidt længere i mellem hvert indlæg end ellers. Men jeg håber I hænger ved…og så vil jeg da gerne høre:….ER DER NOGET I GERNE VIL LÆSE OM ??? SAVNER I NOGET ??? ER I DER STADIG ? <3 img_4087

Older posts