Kulde, lockout og Finlandstur

Det er koldt i Danmark. Eller det var koldt, da jeg tog derfra – og tog op til polarcirklen i Finland, hvor der virkelig er koldt og sne i metervis. Men altså, sne er da lidt federe sådan et sted her…her hører det ligesom hjemme, og her går samfundet ikke i stå, folk kører stadigvæk perfekt i bil og ja, livet går ligesom videre uden at det er breaking news på alle kanaler.

At de så har lovet kulde igen, når vi kommer hjem, det er knapt så fedt, for der var jeg ligesom beredt på forår ! Men okay, foråret lader vente på sig, og det er da okay…vi venter bare…

Strejke og lockout er da også lige at blive lidt mat i koderne over. Her kan der vist ikke være tale om at “vente på alt godt”… Jeg bliver helt træt af at tænke på den arbejdspukkel, der kommer til at vente mig og mine kollegaer på regionens hospitaler, når vi skal rydde op efter strejke og måske ligefrem også lockout. Jeg var også på Herlev, da vi strejkede sidst (det er vel 8 år siden), og det var virkelig ikke fedt i mange mdr efterfølgende – for slet ikke at tale om at vi nærmest lige sidste år, blev færdige med at betale det ekstra strejke-gebyr til fagforeningen… Jeg støtter op om min faggruppe – og alle de andre – det er slet ikke det… Men spørgsmålet er virkelig bare om de øverste de forskellige steder virkelig ved, hvad de har gang i… ?!

Nå, men lige nu sidder Vegsen og jeg i en lille hyggelig hytte (rækkehus ish) i Finland og venter på at vores sauna forhåbentlig kan varmes op. Helt op – for vi vil ud og rulle i sneen først, så den skal være varm !

Indernættet er ikke det skarpeste heroppe – og min tlf dør hver gang jeg tager for mange stories i kulden – så indlægget med de mange fiiine billeder om alt det vi render og laver heroppe, må lige vente lidt… Men jeg glæder mig til at vise jer dem, her er bare så fedt ! Og hold øje med min story på insta, hvis I ikke allerede er der…der er Finland-spam i den helt store grad… (@fysmor.dk)

Og apropos navnet…Fysmor.dk…jeg er ikke helt tilfreds og overvejer lidt et skifte igen 😀 Måske er jeg tosset og måske er I ligeglade..??? Hvad siger I ??

f94i5334

signatur vegs Følg os på Instagram Facebook Bloglovin ♥

Mit arbejde fik mig ned med nakken – blandt andet fik Crossfit mig op…

Og dét er ingen sponsoreret eller reklame titel…for det var det der virkelig skete. Crossfit og noget kompetent samtaleterapi med en arbejdspsykolog og en “almindelig” psykolog fik mig op igen ! Jeg siger ikke, at det bare var nemt – men hold nu kæft hvor var det fedt. Og altså ikke bare fedt-fedt hele vejen igennem, for så ville jeg sgu nok være et mærkeligt menneske, men det var fedt at mærke fremgangen ved de forskellige ting, og hvor stor forskel de gjorde.

Og Crossfit gjorde ikke bare “en stor forskel” – det ændrede ALT ! På alle de gode, positive og mega fede (og stærke) måder – og de lidt mere “mærkelige” måder også (hehe, altså de der “nu-er-jeg-pludselig-sammen-med-drenge-igen-måder”) 🙂

Jeg startede til Crossfit tilbage i sommers (i juli), hvor jeg var næst-længst nede. Allerlængst nede magtede jeg ikke noget, men selvom jeg egentlig heller ikke magtede noget næst-længst nede, så slog mit konkurrence- og fighterinstinkt til og smed mig afsted. At lide af noget psykisk, er for en fysisk fighter som mig SINDSSYGT uvirkeligt !! Jeg er vandt til at kæmpe hårdt, æde mig selv i fysisk udfoldelse og bare køre på (har spillet et par fodboldkampe på brækkede fødder fx). Men det der psykiske var jo ikke “bare” en hård kamp der skulle spilles i regnvejr eller med en brækket fod, eller en mega tung vægt, der skulle løftes…det var så uhåndterbart for mig. Så jeg higede efter noget, hvor jeg kunne kæmpe min psykiske kamp fysisk !

Jeg har før gået til Crossfit (for 2-3 år siden), men der måtte jeg stoppe brat pga en gammel skulderskade (den jeg også kæmper med nu), som bare blev tricket alt for voldsomt alt for hurtigt. Efterfølgende har jeg tænkt på at starte op igen mange gange, men da det også har været min ex-kærestes domæne, så har jeg ikke villet “trænge mig på”. Men i sommers, næst-længst nede og hvor tingene drejede sig om MIG, og hvad jeg ville, fik jeg snakket med min psykolog om, at selvfølgelig kunne jeg godt gå til den samme ting, som hende – jeg kunne jo bare fravælge hendes timer osv.

Så det gjorde jeg. Heldigvis ! Fokusset “Mig mig mig” SKAL man altså ikke bare skyde væk efter tilkomsten af børn, ex-kærester eller det der er værre 😉

Jeg var så heldig at finde en træningsmakker i den box (det hedder Crossfit “centrene”), hvor jeg startede, som bare var lige i øjet. Vi fik lavet en masse træningsaftaler, og så trænede jeg også en del selv udover det. Jeg havde jo fri – og jeg fandt også lynhurtigt ud af at Crossfit blev mit fix !

Jeg kunne være SÅ langt nede psykisk på alle fronter, men efter en wod (eller to), så var ALLE de tanket forsvundet eller vendt til noget positivt ! I freaking kid you not !! Det gjorde mig så glad, levende og positivt stemt, at det ikke kan beskrives. Selvfølgelig kunne det være svært at hive sig op af sofa-fordybningen, der hjemme..MEN jeg vidste også bare hver dag, at træningen ville ændre mit humør – så jeg kom afsted alligevel (jeg havde jo også booket holdet og ville få en bøde på 45 kr, hvis jeg ikke mødte op…og dét gik jo ikke. Man holder sine aftaler!) Og det passede…Mit humør blev bedre. Tankerne om job, ledelsen, exerne eller hvad der lige var irriterende den dag, blev tævet væk under dagens workout (WOD = Workout Of the Day). Og min krop blev brugt fysisk – og jeg kunne bruge mine fysiske kampkræfter og min fightervilje…og jeg skulle i dén grad bruge evne til at “æde sig selv” !

At Anne-Marie (min træningsmakker) og jeg også stille og roligt begyndte at bruge Crossfit socialt, var da bare et kæmpe plus ! Vi var ude at spise med den ene box (og fik nogen gode (læs søde) kontakter ud af det), vi kom på de samme hold hver uge (så den der “holdfølelse fra fodbold” kom igen) og så begyndte vi at gå til fester i boxene. Og netop til en sådan én af slagsen (Halloween) skete der det, som i den grad har betydet mega-mega-mega meget efterfølgende: Vi mødte to fyrer, som vi faldt i snak med (og drak shots med), den enes kæreste kom – vi lavede “snatch shots” – og BUM så var der aftaler i hus om en træningsgruppe den følgende uge – og fest igen senere. Masser af træning, en pæn portion privatfester senere og nu er gruppen vokset med et par drenge og tæller nu 7 styks…og det er SÅ fedt og betyder virkelig meget ! Senest er vi begyndt at lave en masse workouts selv i “Open Gym” (en sal i boxen som er til fri leg, når der ikke er hold), spise sammen og bare hygge. Og så får ens træning jo en helt ny dimension <3 “Katrine 37” er fx min fødselsdags-wod en af drengene havde lavet til mig – og som vi alle lavede på min fødselsdag.

img_6138 img_6721img_7120Og så skal jeg og 2 af de andre være med i den internationale konkurrence som Crossfit holder i forbindelse med deres Games, nemlig OPEN ! Og det er altså lidt vildt – og lidt skræmmende ! Jeg er vandt til at være en af de bedste i den sportsgren jeg dyrker, men det er jeg IKKE her. For slet ikke at tale om min dårlige skulder og mit dårlige knæ ! Men tilmeldingen er sket og den første workout bliver offentliggjort natten til fredag !!! Og jeg fortryder kun lidt. Men glæder mig samtidig til fællesskabet omkring det. Og dét er det der er det fedeste ved Crossfit. Fællesskabet ! Både før, under og efter træningerne – også selvom du møder på et hold, hvor du ikke kender nogen i forvejen. Alle er sammen om dagens WOD, alle lider sammen – og alle (!) overlever !

img_7248

Da jeg startede arbejdet op fuldtid igen, var det selvfølgelig lidt sværere at få tid til træningerne…eller dvs egentlig ikke. For jeg prioritere dem 110% stadig – og jeg får ca 5 (nogen gange 6) dages træning ind hver uge. Enkelte kun 4 gange om ugen – men de uger føler jeg nærmest at jeg ikke træner, så det kan jeg næsten ikke klare 🙂 Heldigvis elsker Vega at komme med – og hun bliver sur på mig, hvis hun finder ud af at jeg gør det uden hende…men det gør jeg som oftest (altså uden hende)for det er MIN tid, fokusset skal være på mig !

img_6880 fullsizeoutput_24f5 img_6758 fullsizeoutput_24e9 img_6403

signatur vegs Følg os på Instagram Facebook Bloglovin ♥

Mit arbejde fik mig ned med nakken

MEN jeg har rejst mig igen !

Og dét helt kliché agtigt: stærkere end nogensinde før !!

Selvom Stress er en (FORTSAT) svær nød at knække !

Men dét er ikke desto mindre sandt. ALDRIG har jeg haft det så godt ! Aldrig har jeg været så glad – helt inderst inde. Aldrig har jeg været så positiv, og set tingene i så positivt et lys. Aldrig har jeg før kunnet se tingene SÅ meget ovenfra, kunnet sortere i folks lort så effektivt og lade negative, energiløse personer glide længere væk – og helt væk.

Jeg har sluppet tanken om “at nøjes” i de personlige aspekter i livet. Jeg er for såvidt stoppet med “at løbe efter folk”. At halse efter nogen for deres accept og bekræftigelse er ude. Jeg giver mig selv min egen bekræftigelse – prøver derpå i hvert fald. Jeg tænker “op” i stedet for “ned”, og lader ikke negative mennesker og udtalelser gennemsyre min dag. Jeg forsøger at hjælpe dem “op” – og ellers lader jeg dem selv være “nede”. Jeg kan på den måde håndtere folk, som jeg ikke kan li. De får ikke lov til at hive mig hverken ned eller ud i et ræs af negative tanker om min egen person. Enten lader jeg dem helt ligge og opsøger dem slet ikke, eller også er jeg i rum sammen med dem, uden at jeg tager dem helt ind.

Og det er virkelig på det personlige plan at jeg har ændret mig markant gennem min sygemelding  for stress. Mit arbejde fik mig ned med nakken…men nogen personlige forhold havde forsøgt at spænde ben meget længe. Alt for længe. Så at få ryddet op og ud i samarbejde med både min psykolog og min arbejdspsykolog har bare været SÅ fantastisk ! Det er vitterligt de bedste penge EVER givet ud !!! Jeg anbefaler det til alle ! Tænk at gå og spilde sit liv på at være ked af det, skuffet over livet, jaloux på sine veninder eller kæreste – tænk at spilde livet på at mistrives, når man ved at arbejde lidt med sig selv i den grad kan komme til at trives og virkelig nyde sit liv. Negative mennesker spilder deres liv – de skal ikke have lov til at spilde mit også !

Aktive fravalg er også blevet noget jeg nyder at gøre ! At indse at noget er skidt for én – og så vælge det fra (med alle de kræfter det formentlig tager), det er bare lige til at blive høj af. Og efter fravalget mangler man det egentlig ikke alligevel ! Prøv selv – du bliver helt hooked…

Apropos “aktive fravalg”…

Jeg har i ret høj grad valgt de sociale medier fra – og det især andres blogs og lign. Jeg følger stadig nogen – og især menneskene bag, som jeg skriver med personligt, følger aktivt på instagram og facebook, men jeg har nok mistet den der “SE MIG” interesse i og med jeg ikke længere selv føler det behov.

Jeg lukker dog ikke min blog (er følelsen lige nu) – så en lille smule “se mig” (med småt) er der jo for såvidt stadig… Men det er en anderledes fornemmelse nu. En anderledes fornemmelse for at virkelig primært ønske at kunne MÆRKE mig selv….og ikke nødvendigvis SKRIVE/VISE så meget om mig selv. Giver det mening uden at lyde storsnudet eller bare generelt pisseirriterende ? For det er ikke min hensigt ! Men endnu engang skal jeg finde et niveau at dele på her på det nye domæne…en måde så I gider læse med og en måde som jeg selv kan leve op til og stå indefor. Og som relationerne i mit liv kan stå indefor. Smid virkelig gerne en kommentar om hvad I tænker ??? Tror jeg skal have lidt indspark…

Men det er dejligt at føle man er kommet videre OP. At man har det godt – og nyder menneskerne og tingene i ens liv. Jeg ville ikke bytte mit liv for nogens. Og jeg ville ikke være det mega hårde og “helt nede med snuden i sølet”-år 2017 for noget ! Faktisk synes jeg at alle i den grad burde opleve noget lignende – det er så mega sundt at blive rusket i. Omend det gør pisse ondt mens det står på !

Særligt én ting fik mig på benene igen ! Noget som jeg har kastet min ubetingede kærlighed på – noget jeg aldrig vil kunne undvære igen. Men mere om det og så mange andre aspekter i livet efter “At mit arbejde fik mig ned med nakken” fremover. For DET har jeg faktisk lyst til at skrive ned og dele….(måske jeg alligevel bliver lidt hooked på det igen – omend nok med større interval i indlægs udgivelserne end i mine “stormagtsdage”…men forhåbentlig med mindre interval end der har været de sidste mange mdr:))img_6785

Læs mere om min stress diagnose bla HER HER

signatur vegs Følg os på Instagram Facebook Bloglovin ♥

#METOO

#Metoo

Måske Verdens korteste indlæg til dato fra mig… Men så meget mere plads til jer – måske ! Del ENDELIG i kommentarfeltet hvis I har lyst <3

fullsizeoutput_2382

Jeg kan desværre også være med på hashtagget – ligesom så maaange andre. Selvom jeg er vant til at dele meget, så har jeg faktisk ikke lyst til at dele dette… Ikke endnu i hvert fald – måske ændre jeg mening efter jeres historier…

Det fyldte ekstremt meget i mine unge år på gymnasiet og efterfølgende – og ødelagde meget. Mine venner fra dengang kan (måske) nok huske det… Dengang var konklusionen fra mine drenge- (og nogen pige-) venner, at han skulle tæves igennem: dét fortjente han ! “Heldigvis” gav jeg dem ikke lov…for måske var det alligevel min egen skyld ?!?!?!

Dét var det selvfølgelig ikke !! Slet ikke ! Jeg sagde – og råbte (og slog og sparkede) – NEJ mange gange !!

Frygteligst af alt kender jeg en anden, der kan være med på hashtagget også – en der formentlig går i graven med sine langt mere FORFÆRDELIGE overgreb ! En der burde have meldt sin pædofile (homoseksuelle) overgrebsmand til politiet MANGE GANGE – den dag i dag (mange mange år efter) overvejer jeg stadig hævntogter ! Jeg har dog givet et løfte, som jeg har holdt indtil videre af respekt for offeret <3 Ikke at jeg synes det er den rigtige beslutning, men det er ikke min beslutning. Jeg hader den mand og ønsker ham kun ALT ondt her i livet !

Alt – burde – være LOVE <3

Når ens arbejde gør en syg !

img_4709

Det er svært, når noget af det, man elsker allermest, gør en syg. Gør at man ikke fungerer ordentlig i hverken krop eller hovedet. Når det fratager én helt basale færdigheder såsom at lave mad, gøre sig klar om morgenen og styrer sit temperament og tanker, så er det altså skræmmende. Og pisse irriterende egentlig også – og et mega tidsspilde. Jeg er virkelig ikke typen, der har lyst til at tiden bare tikker derudaf, mens jeg ligger i fosterstilling på sofaen uden evne til at se tv, serier eller lave noget i øvrigt. Når hullet i sofaen bliver større og større, føler jeg lidt, at mit liv forsvinder i takt dermed. Og så bliver jeg sgu lidt gal – lidt på mit arbejde, men mest på mig selv. Tænk at det skulle gå så vidt ?! Når jeg fortæller min arbejdshistorie til min arbejdspsykolog, er det ikke svært at se, at det ville gå galt. Helt galt ! Og når jeg så topper det med at læse de gamle indlæg, hvor jeg pipper lidt om hvordan jeg egentlig har det helt tilbage fra efteråret 2016, så er det SÅ klart, at lortet ramlede… (læs fx det her Længere mellem snapsene)

Jeg har egentlig brugt lang tid – (and still counting…) på at kunne formulere sætningen: “Jeg har det dårligt pga mit arbejde. Det er mit arbejde, og den måde tingene er på derude, som har gjort mig syg!” For det ER det. Jeg kan ikke bruge lame-ass undskyldningerne med, at det er fordi min ex-kone dissede os for 3 år siden (og jeg så smed hende ud), eller den med at min eks-kæreste ikke ville have mig tilbage for real 4. (eller var det 5.) gang heller. Og heller ikke den med at jeg åbenbart har sindssyg svært ved at binde mig til andre (end førnævnte)…nope…det er nemlig ikke al dét, der har gjort mig syg – SLET IKKE – det er mit arbejde; der har brændt mig ud ! Selvfølgelig kunne det være fedt at have en kæreste (for det savner jeg), og få ryddet lidt ud i de dårlige mønstre, bevares, hvem ville ikke gerne det ?! Men det er altså ikke der skoen trykker !

De sidste 3 mdr er helt reelt nærmest en dis for mig. Jeg kan dog huske, hvor meget jeg har kæmpet med at forstå ting. Altså helt bogstaveligt når nogen sagde noget til mig, som jeg skulle efterleve, så kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke tage imod forklaringer, telefonnumre, vejvisninger eller bare huske hvad folk hed eller hvad de havde sagt sidste gang. Jeg har ødelagt et IKEA PAX skab (som nogen måske så på min story), fordi jeg bare var så pisse stædig og absolut ville prøve at samle det selv – uden egentlig at kunne læse brugsanvisningen, fordi bogstaver og tegninger skøjtede rundt for mit øje, min puls var på max og hele min krop rystede.

Jeg har ikke kunnet lave mad, og har brugt formuer på take-away. Jeg har ikke kunnet handle ind – og har brugt formuer på nemlig.com. Jeg har betalt mig fra alt, som der var muligt – og NEJ, man tjener ikke godt som fysioterapeut i det offentlige 😉 Men jeg har villet skjule mine mangler, koste hvad det ville.

Og så har jeg løjet…eller fortiet sandheden om man vil det…for så mange mennesker. Og værst af alt; for mine forældre ! Jeg har i 3,5 mdr løjet om at have været på arbejde, jeg har “holdt ferie” herhjemme sammen med dem (hvor jeg jo så var sygemeldt i stedet. Og ja, det var lovligt fordi de var her i Kbh med mig) og jeg har isoleret mig fra andre mennesker, for at slippe for at fortælle hvordan det stod til egentlig (og fordi jeg fik social angst med angst anfald). Engang i mellem har der smuttet lidt ud på de sociale medier, men det har på ingen måde været grundlæggende for, hvordan jeg egentlig havde det.

Her i weekenden fik jeg ENDELIG sagt det til mine forældre. Og hvilket øjeblikkeligt lykkesus. En kæmpe sten røg fra mit hjerte – ISÆR fordi de bare bakkede mig fuldstændig betingelsesløst op. Overdrevent meget støtte, hjælp og kærlighed. Lutter velmenende ord og lutter opbakning. Masser af sparring og snak omkring det hele, hvordan det er på arbejdet og hvad der frustrere mig. OG DE FORSTÅR MIG ! Hundredetusind procent heldigvis ! Og støtter mig i de to valgmuligheder der er…når jeg kommer så langt; blive og kæmpe (de rette kampe – og indordne mig det offentlige system) eller at finde nye græsgange.

Jeg husker mig i hvert fald på at: Nogen kampe kan ikke vindes ! Nogen kampe er ikke værd at fortsætte eller ej at tage. Og kæmp kun de kampe, som du er inviteret med i.

Jeg har både en “almindelig” psykolog, som jeg selv betaler, og en arbejdspsykolog, som mit arbejde betaler. De hjælper mig sindssygt meget. Og især min arbejdspsykolog har hjulpet mig meget, dels med at forstå sygdommen og hvor farlig den egentlig er, når man er alvorlig ramt samt ved at være dejlig direkte og kontant.

 

Older posts