Vi var der også ! På kirkegården for at se lyserøde træer - og snakke begravelse

Vanrøgt…

– altså af bloggen her.

Vanrøgten altså. Og måske er vanrøgt så meget – og voldsomt – sagt. Jeg har egentlig bare ikke været herinde, så direkte misrøgtet den har jeg vel egentlig ikke.

Det er mærkeligt det med blogging – for mig i al fald – jeg både savner og magter det ikke på samme tid nogen gange. Min hjerne slipper det dog typisk aldrig helt – lige undtagen igår, hvor jeg bare faldt pladask i søvn sammen med Lilletut efter nogen hårde dage, og skænkede ikke bloggen én eneste tanke. Lige indtil jeg nærmest fik et chok i morges, da jeg kom til at tænke på at “GUUUUUD, nu fik jeg ikke blogget igår heller – 3.dag i streg!!”

Ellers tænker jeg nemlig altid at jeg lige: “buuuurde, smuttederind og skrive et indlæg…” – også selvom jeg ikke gør det. Jeg har altid lidt dårlig samvittighed over det, helt ligesom dengang i skoletiden, når jeg aldrig fik læst / lavet mine lektier. (Og det var jeg RIGTIG dårlig til at få gjort!).

Men nu er jeg her igen, efter mine 3 dages pause. “HEJ MED JER”…hvad har I mon lavet så længe ?

Hvad jeg har lavet ? I mandags græd jeg, som i g.r.æ.d. over Lilletut. Hun så det ikke, og mærkede det vist heller ikke. Hun faldt i søvn, midt i hendes egen gråd over at hun ikke måtte komme hjem til mama igen (skiftedag), ikke måtte få havregryn til aftensmad og fordi hun synes jeg talte skrapt, fordi hun ikke måtte få havregrynen. Hun var så dødtræt, at hun faldt i søvn i mine arme i mit skød midt på køkkengulvet med alt tøjet på, ingen mad i maven (vi havde gået direkte på legepladsen efter børnehaven og var lige kommet hjem), ingen tis på toilettet og klokken var 17.30. Jeg sad på knæ med hende i armene, og lagde ikke med det samme mærke til at hun sov, fordi jeg selv græd, dér oven over hendes hår. Alting inde i mig gjorde så pisse ondt, og jeg var sikker på, at jeg gjorde det værste mor-job EVER. At jeg var en skidt og lousy person. Ikke værd at elske. For nogen overhovedet. Heller ikke Lilletut.

Lilletut sov og sov, og og det gjorde mine ben pludselig også. Dilemmaet om jeg skulle vække hende for mad, tis, maske, tandbørstning eller bare lade hende sove, overdøvede mine egne destruktive tanker. Jeg fik møvede mig op. Og da hun ikke vågnede af det, lagde jeg hende ind i sengen. Heller ingen opvågning. Hun blev puttet i hele dresset, med tanken om at hun nok vågnede op lige om lidt (som hun plejer). Det gjorde hun ikke. Hun sov faktisk helt til kl.05 (selvfølgelig med de vanlige “opvågninger” med hoste, vand, drømme osv) og så skulle hun altså også tisse.

Og så er jeg startet med min kostplan ! “Kur” har jeg lyst til at skrive, men det lyder så negativt…men det føles altså lidt som en kur 😉 Og det er det vel egentlig også, når nu man ikke må smæske sig i diverse brød, kager og slik sager. Men det ved man jo godt. Skal der ske noget, så må man jo også gøre noget. Så det gør jeg. Med kosten i al fald…træningen halter altså lidt mere. Meget faktisk. Jeg løb og styrketrænede hjemme i søndags, men siden da har det altså kun været lidt træning på arbejdets knæhold i dag, det er blevet til. Og så skal jeg til tjek hos min über-seje coach Evie på lørdag. Damm, jeg hader ikke at have holdt “aftalerne”.

Måske det kan blive til anden del af hjemmetræningsprogrammet efter der er trykket “udgiv”… ?!

IMG_7158

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vi var der også ! På kirkegården for at se lyserøde træer - og snakke begravelse